Din skygge falder lang hen over gruset, ved siden af en række unge træer, der næsten ikke giver skygge endnu. Sådan begynder dagen: flad, snorlige og åben.
Det er meseta’en, som du kender den fra fortællingerne. Næsten intet at stige op ad, næsten intet at gå ned ad, i timevis den samme sti langs marker og en vej. For benene er det skånsomt. Dit hoved har det sværere, for med godt syv timers gang handler det mest om at holde ud. I El Burgo Ranero og Reliegos kan du sætte dig et øjeblik. Så kommer Mansilla de las Mulas, med et offentligt albergue. Når du går ind i byen, ligger sletten bag dig: kornmarker helt til horisonten, med stien som en tynd streg gennem dem.