Det er ikke et bjerg, der gør denne dag hård, men det endeløse op og ned. Op ad bakke, ned ad bakke, gennem baskiske græsmarker og forbi hvide gårde med røde skodder. I alt stiger du godt 600 meter, fordelt på små stykker, som dine ben ikke glemmer foreløbig. Du er omkring 8 timer undervejs.
Landskabet er åbent og roligt. Du mærker, hvordan Pyrenæerne langsomt rykker tættere på. Ostabat selv er lille og stille, men her mødes tre franske pilgrimsruter. Pludselig går du ikke længere sammen med en håndfuld mennesker, men med en hel strøm af pilgrimme. Tag dig tid, Pyrenæerne løber ingen steder.