I Arou siver dagen helt af sig selv ud af benene på dig. Havet har været din nabo i timevis, og nu ligger det lige foran dig. Set i bakspejlet var det en venlig etape: omkring fem timers gang og ingen rigtig stigning nogen steder. Det højeste punkt forbliver lavt. Bakkerne er korte, og din rytme forbliver rolig.
Fra Laxe følger du kysten, med hele tiden en ny strækning strand eller en ny vig. Stien skifter mellem sand, jord og stykker vej. Du kan derfor nemt sidde en time og kigge, uden at dagen kommer i klemme. Vinden er den eneste modstander, og den blæser dig mest af alt ren. Dagens sidste billede er Atlanterhavet i det sene lys, som ved horisonten går over i himlen i gråt og sølv.